Hilsen fra den nye formand, Jonathan Bornemann

Med ny bestyrelse følger ny formand. Mød ham her, og hør hans tanker om Technology Denmarks fremtid.

Først og fremmest vil jeg gerne sige tak til Peter Revsbech og den tidligere bestyrelse for deres arbejde og dét fundament, som de har lagt for det videre arbejde med at skabe synlighed og begejstring omkring branchen.  

Især tiltrækning af medarbejdere er en stor udfordring for væksten, som jeg kan relatere til fra min egen virksomhed, House of Code. Her har vi blandt andet måtte rekruttere i Aarhus og Cairo for at tilføre de nødvendige kompetencer. Der er derfor behov for, at vi sætter ind med konkrete handlinger, der virker fra i dag – såvel som mere langsigtede løsningsmodeller, som sikrer, at vi tiltrækker, udvikler og fastholder medarbejdere i vores virksomheder. 

Der er heldigvis en god debat i gang, men ofte handler den om løsninger på den lange bane. I Technology Denmark arbejder vi med konkrete tiltag, som virker her og nu. Det er i mine øjne dér, vi har vores vigtigste berettigelse. I et stærkt partnerskab med Odense Kommune og de lokale uddannelsesinstitutioner sætter vi nemlig ord bag handling og gør en forskel.

Det er derfor med stor glæde, at jeg indtræder i bestyrelsen og overtager formandsposten i Technology Denmark. Jeg ser frem til at påbegynde arbejdet.

Med venlig hilsen
Jonathan Bornemann
Adm. direktør i House of Code