Pressemeddelelse
Odense, 21. november 2018

En række danske vækstvirksomheder inden for IT og tech forpligter i dag, onsdag den 21. november, hinanden i en pagt, der skal styrke væksten gennem tættere integration mellem virksomheder og uddannelsesinstitutioner.

Vækstvirksomhederne, Hesehus, Blue Ocean Robotics og Universal Robots, er blandt de 30 IT- og techvirksomheder, der i dag underskriver en ny “virksomhedspagt“, som forpligter virksomhederne på at styrke integrationen med de uddannelsesinstitutioner, der skal levere talenterne.

Virksomhedspagten er et konkret tiltag i forlængelse af regeringens ’Teknologipagt’, der blev offentliggjort i foråret, og er et samarbejde sat i søen af interesseorganisationen, Technology Denmark, der arbejder for tiltrækning, udvikling og fastholdelse af talent, og tæller nogle af landets største IT- og techvirksomheder. Bestyrelsesformand i Technology Denmark, Jonathan Bornemann Junker, uddyber:

“De fleste virksomheder vil gerne byde ind og bidrage til at løse specialistudfordringen, men det kan være svært i en travl hverdag. Pagten handler om at sætte konkrete mål samt at forpligte os på at hjælpe os selv ved at indgå aktivt i udviklingen af de studerende og fastholde de mange dygtige internationale profiler, der kommer hertil. Kan vi fastholde dem ikke bare i deres første, men også andet job er vi lykkedes stort.”

Danske teknologivirksomheder har svært ved at rekruttere de rette kompetencer. Fremskrivninger fra Danmarks Vækstråd forudser, at der i 2030 vil mangle 19.000 IT-specialister. Rekrutteringsudfordringen skyldes bl.a., at der er for få, der vælger en karrierevej i tech samt at hastigheden af den teknologiske udvikling gør det svært for uddannelserne at forudse hvilke kompetencer, der er behov for blot få år ud i fremtiden. Virksomhedspagten kommer konkret til at betyde flere studiejobs, gæsteforelæsninger og andre former for undervisningssamarbejder, der skal styrke uddannelsen af nye IT-specialister.

Et stærkt branchefællesskab

Virksomhederne i Technology Denmark har samarbejdet aktivt om rekrutteringsudfordringen de sidste tre år, og pagten er en manifestation af den indsats. Samtidig indeholder den nye målsætninger og er dermed med til at sætte retningen for det fremtidige arbejde med videns- og talentudvikling.

Blandt de underskrivende virksomheder er bl.a. Hesehus.“Vi har været med siden starten, fordi vi synes, det er vigtigt, at vi som virksomheder går forrest i bestræbelserne på at forbedre branchens vilkår. Den opgave kan kun løses i fællesskab mellem uddannelser og virksomheder. Med pagten vil vi gerne være med til at sprede det budskab til andre virksomheder, som vil gøre en forskel”, siger udviklingsdirektør i Hesehus Mette Reinholt Mortensen, og henviser til, at alle interesserede virksomheder kan underskrive og indgå i pagten.

På SDU hilser man initiativet velkommen: ”Vi skal styrke kvaliteten af vores uddannelser via en tættere forbindelse til virksomhederne. Det sikrer pagten ved at skabe dialog mellem aktørerne og samtidig lavpraktisk få flere studerende ud i virksomhederne, så de rustes bedre til arbejdsmarkedet. Jeg har en konkret forventning om, at det kan mindske frafaldet på uddannelserne”, siger Martin Zachariasen, dekan på Det Naturvidenskabelige Fakultet på SDU.

Virksomhedspagten underskrives første gang i dag ved et arrangement i det nystartede IT- og tech-ivæksætterhus i Dampmøllen på Odense Havn. Derefter er pagten åben for alle, som vil støtte op om indsatsen. Er du interesseret i at høre mere om pagten, er du velkommen til at kontakte adm. direktør Mette Beck-Nielsen på mbn@technologydenmark.dk.

Fakta

Kontaktinformationer

Jonathan Bornemann, Formand, Technology Denmark: jonathan@houseofcode.io / +45 29 90 77 99

Mette Reinholt Mortensen, Direktør, leverance og udvikling, Hesehus: mette@hesehus.dk / +45 24 23 55 92

Martin Zachariasen, Dekan på Det Naturvidenskabelige Fakultet, SDU: dekan-science@sdu.dk / +45 21 49 11 67

Se virksomhedspagten her.